Det kan virke utroligt, at detaljer som mærkninger kan gøre en større forskel for store, avancerede maskiner til produktionsmiljøet. Og i sig selv er mærkninger ikke store komponenter, men en velfungerende mærkning har stor betydning for dokumentation og vedligehold af maskinerne, og hvis mærkningen sikrer den fornødne fleksibilitet og let identifikation, ja, så har mærkningen jo også en vis betydning.
En virksomhed som TRESU Group har haft glæde af en mærkningsløsning, som Hans Følsgaard A/S har leveret. TRESU Group beskæftiger globalt 260 medarbejdere og har hovedsæde i Bjert, syd for Kolding. Virksomheden fremstiller trykmaskiner, som i overvejende grad bruges på eksportmarkederne inden for påtrykning af emballage. De fleste løsninger er fremstillet i tæt samarbejde med kunden og varierer fra mobile enheder til linjer omkring 80 meters længde.
Tresu A/S trykkerimaskiner spænder fra mobile enheder til at omkring 80 meter lange linjer så store som huse. Maskinerne er alle specialiserede produkter, der bruger en mængde slanger til pneumatik og fremføring af væsker. Identifikationen er derfor vigtig.
Virksomheden produktionsfaciliteter i Denmark og USA samt salgsselskaber i Tyskland, Italien, Japan og Kina. En del komponenter bliver indkøbt som standardvarer eller fremstillet hos underleverandører, men udvikling og design samt montage finder sted i Bjert. Blandt de indkøbte produkter er en del komponenter fra Festo, og de er forbundet til styringerne via slanger, som blandt andet styrer pneumatikken i TRESU’s avancerede maskiner.
- Slutsamlingen af de maskiner, som vi fremstiller hos TRESU Group kræver en opkobling af et større netværk af såvel pneumatik- som smøreslanger. Vi anvender typisk slanger i dimensioner, der springer i 2mm-trin fra 4mm til 16mm i diameter. Slangerne skal selvfølgelig være tydeligt mærkede, både af hensyn til den korrekte montage til dokumentation, og med henblik på senere service, forklarer supervisor hos TRESU Group, Martin Bøgedal Rasmussen.
Slangeopmærkningen har tidligere været en udfordring for TRESU’s montører, og Martin Bøgedal Rasmussen har derfor været på jagt efter en mærkningsløsning, som kunne give en højere grad af fleksibilitet og funktionalitet end de noget rigide wrap-around mærkninger. Der er som sådan ikke noget skidt med wrap-around løsningerne, for de giver jo den mærkning, der skal til. Men når først sådan en mærkning sidder dér, så er det svært at forskyde mærkningen en smule, hvis en slange skal afkortes, og det er også umuligt at dreje slangen, så mærkningen er synlig fra inspektionssiden af maskinen.
Mærkningsslangerne er trukket udenpå de slanger, der skal beskrives. Den løsning, som Link Solutions via Hans Følsgaard A/S er kommet frem til, giver mulighed for at dreje eller forskyde mærkningen. Men mærkningen kan ikke flytte sig selv uden en fysisk påvirkning. Det giver en fleksibel samt montage- og servicevenlig løsning.
Tæt dansk udviklingssamarbejde
Ifølge Martin Bøgedal Rasmussen ville den ideelle løsning til mærkning af slangerne i maskinerne være en blød halogenfri yderslange, som ville kunne blive påtrykt den aktuelle mærkning. Mærkningsslangen skulle så have et lille overmål i diameteren i forhold til den pneumatik- eller smøreslange, som den skulle opmærke. Med sådan en løsning ville man være i stand til at flytte mærkning op og ned ad slangen og dreje mærkningen rundt, så læsbarheden altid ville være maksimal. Men diameteren må omvendt ikke være så stor, at mærkningen ville kunne flytte sig af sig selv.
Hans Følsgaard A/S repræsenterer Odense-virksomheden, Link Solutions i Danmark og Norge. Det er en virksomhed, der er grundlagt og drevet af dedikerede mærkningsfolk, og Link Solutions har den teknologi, som TRESU Group havde brug for – om end ikke helt i de rigtige mål. TRESU Group havde tidligere fået leveret produkter fra Link Solutions gennem en anden distributør, der er en del af en større international kæde af forhandlere, men den pågældende virksomhed opererede kun med et standardprogram.
- Det var betydeligt lettere at tale med Hans Følsgaard A/S, som hurtigt fik sat Link Solutions ind i opgaven. Og Hans Følsgaard var gode til at løse de indkøringsproblemer, der næsten nødvendigvis opstår, når man skal have en ny teknologi på plads. Selv om det lyder nogenlunde enkelt at trække en mærkningsslange ud over en trykslange, så var der indledningsvis lidt drillerier. Men også her er det godt med en mellemstor, lokal distributør, der tager ansvar for opgaven, konstaterer Martin Bøgedal Rasmussen.
Samarbejdet mellem Link Solutions, Hans Følsgaard og TRESU Group er et fint eksempel på en dansk model, hvor kommunikationen mellem kunde, leverandør og udvikler er så kort som mulig. Det har gjort det muligt at sikre, at et givent program fra en leverandør kan tilpasses konkrete formål, så man ender med en løsning, der ikke bare er god, men som giver en slutkunde som TRESU Group en teknisk konkurrencefordel.
Artiklens forfatter, Teddy Tofte Hansen (forrest), fra Hans Følsgaard A/S sammen med TRESU Group, supervisor, Martin Bøgedal Rasmussen, der har taget initiativet til den kreative løsning.
De tekniske specifikationer bliver fuldt ud overholdt
Men selvfølgelig har der været bump på vejen. Havde løsningen været lige til højrebenet, så ville der nok have været flere bud på en model, som TRESU Group ville have kunnet buge. Mærkningsslangerne leveres blandt andet i ruller, som skal køres igennem en printer til opmærkning. Det har den fordel, at man i princippet kan trykke alle mærker til en given maskine som én opgave. Mærkningsslangerne kommer ud som et samlet job, der undervejs bliver forsynet med perforering, så montagen reelt kan udføres uden brug af værktøj. Men når mærkningen skal trækkes ned over den slange, som skal mærkes, er en cirkulær form selvfølgelig et krav. Det har krævet lidt arbejde at optimere det forhold.
TRESU’s supervisor, Martin Bøgedal Rasmussen understreger, at det ikke er nødvendigt at bruge varme til montage af mærkningsslangerne ligesom strips eller også kan undværes, hvad der giver en meget rationel produktion. Vigtigst er dog, at mærkningerne kan forskydes eller drejes om nødvendigt, og det letter ikke kun montagen, men også efterfølgende service og vedligehold i felten, hvor man om nødvendigt kan afkorte slangerne uden at skulle mærke dem om.
Link Solutions har selvfølgelig undervejs testet materialer og tryk i henhold til de kravspecifikationer og den kemi, som TRESU Group anvender. Blandt de aktuelle tests er swipes med de aktuelle kemiske substanser, som mærkningen typisk kommer i kontakt med. Det skal blandt andet være muligt at swipe mærkerne ti gange uden tab af læsbarhed.
Det letter også opgaverne, at den samlede mærkning til en maskine kan trykkes som ét job, der undervejs perforeres og afskæres. Mærkerne til de enkelte maskiner kan derfor indgå i Tresu A/S’ logistik som én konstruktions- eller reservedel.
Martin Bøgedal Rasmussen tager et mærkningsjob ud af printeren. Mærkningsslangerne er nu perforerede og printet i en ubrudt længde svarende til et aktuelt maskinjob.